Du er her

Rensningen og udnyttelsen af restprodukterne er i top

Effektiv rensning
Mariagerfjord Renseanlæg er underlagt strenge udlederkrav til det rensede spildevand. Erfaringerne med renseprocessens opbygning har vist, at udledningstilladelsens krav kan overholdes på alle parametre med meget stor margen. Samtidig har renseanlægget en stor robusthed og fleksibilitet til at modstå store variationer i spildevandsmængden samt hydrauliske stød, som fx kan forårsages af voldsomme regnskyl.

Udover organisk stof, kvælstof og fosfor indeholder spildevand miljø- og sundhedsskadelige stoffer i et vist omfang. Miljø- og sundhedsskadelige stoffer skal som udgangspunkt fjernes ved kilden, dvs. hos virksomheden og forbrugerne, da renseprocessen for fjernelse af organisk stof, kvælstof og fosfor ikke er særlig effektiv til rensning for andre stoffer. Der er en tendens til, at evt. miljøfremmede stoffer binder sig til slammet, som er restproduktet fra det rensede spildevand. Målingerne af slammet fra Mariagerfjord Renseanlæg viser, at der ikke er mængder af skadelige stoffer, som ligger over grænseværdierne, for anvendelse til jordbrugsformål.

Slam til landbrugsproduktion
Efter slammet er taget ud af renseprocessen - dels som primærslam og dels som bioslam - pumpes det på en rådnetank (biogasanlæg) for at udrådne. Herefter er slammet reduceret cirka 40-50%. Derved begrænses den mængde, der i dag anvendes til jordbrugsformål.

Biogas til el og varme
Ved udrådningen af slammet i rådnetanken bliver der blandt andet udviklet metangas. Gassen omdannes til el og varme på en gasmotor. Den producerede el afsættes til elnettet, mens varmen primært bruges til intern opvarmning af renseanlæg og administration. Den overskydende varme sælges til det lokale fjernvarmeselskab. Det forventes, at Mariagerfjord Renseanlæg fra 2024 vil producere betydeligt mere energi, end der forbruges. Det skyldes dels den større belastning og derved større slammængde og dels, at udbygningen af renseanlægget har resulteret i en mere energirigtig rensning. Renseprocessen betyder også, at der er et minimum af udledning af CO2, lattergas og metan fra renseanlægget.

FAKTA
Krav til udledning

Mariagerfjord Renseanlæg må max. udlede 
Organisk stof (COD)75 mg/l
Kvælstof (N)4,6 mg/l om sommeren og 8 mg/l om vinteren
Fosfor (P)0,4 mg/l

 
Mariagerfjord Renseanlæg overholder alle krav.

Billedet viser Rådnetank

Klik på billederne for at se dem i et større format